Danmarks centrum for gylleudstyr er i Viborg

Danmarks centrum for gylleudstyr

Med Samson Agrolize' overtagelse af Gøma samles begge de to virksomheders ekspertise på et sted og med SAMSON AGRO fabrikken som nærmeste nabo.

- Lige om lidt runder vi 3.000 pølser, og standardserveringen er to pølser med brød, lød det fra den store grill i et hjørne af den store montagehal midt på eftermiddagen, godt halvvejs gennem "Åben hus" dagen hos Samson Agrolize i Viborg.

- Der plejer at komme mange, både hos Gøma og hos Samson Agrolize, men det her slår vist alle rekorder, lyder det fra den administrerende direktør hos Samson Agrolize, Søren Jensen.

 

Administrerende direktør hos Samson Agrolize, Søren Jensen, glæder sig sammen med eftermarkedschef Jens Ole Hejlesen over de mange gæster på Åbent Hus dagen i de tidligere Gøma-lokaler, der nu bliver Samson Agrolize' fremtidige adresse.   Søren Jensen og Jens Ole Hejlesen.JPG

 

Ejerselskabet bag SAMSON AGRO og Samson Agrolize overtog pr. 10. september Gøma. Den nu udvidede Samson Agrolize med Gøma under sine vinger flytter dermed ind på naboadressen, Petersmindevej 6 i Viborg.

 

Ny direktør

- Når to virksomheder med hver sin administrerende direktør lægges sammen, bliver der kun plads til den ene, og det blev altså mig, forklarer Søren Jensen, der var en af de tre ejere af Gøma.

Dermed blev det et farvel til Henrik Kirketerp-Møller, der som direktør med stor dygtighed og på rekordtid stod bag etablering og udvikling af Samson Agrolize som landsdækkende forhandler af SAMSON AGROs produkter.

- Samson Agrolize fortsætter sin succesfulde udvikling med salg af nu både SAMSON AGRO og den igangværende produktion af Gøma produkter, ligesom vi fortsætter med to af vore Samson Agrolize servicepartnere samt et lagersted i Nordjylland og et på Sjælland. Det nye vil så være, at nu er landets største brugtlager af gylleudstyr samlet et sted, viser Søren Jensen.

 

Administrerende direktør Søren Jensen kunne ved Åbent Hus arrangementet i torsdags hos Samson Agrolize i Viborg fremvise et centralt brugtlager i international størrelse og -klasse for de mange gæster. Nu med vogne i flere farver.   Søren Jensen - brugt lager.JPG

 

Sikrer Gøma kunderne

- Når den igangværende serie af allerede solgte Gøma vogne er færdigproducerede, skifter gyllevognene herfra nok til en anden farve. Ligeledes fortsættes produktionen af Gømas kombinerede slamsugere/spulere, mens nyudviklingen naturligvis vil blive samkørt, fortæller den tidligere produktionschef hos Gøma, Jakob Møller og viser stolt et eksemplar af Gøma-flagskibet GG vognen, der er udviklet og produceret siden 2017.

 

Jakob Møller - GG vognen.JPG   Tidligere produktchef hos Gøma og ankermand i udviklingen af GG-vognserien er fulgt med til SAMSON.

 

- Knapt 200 Gøma-vogne blev det til og nu samler vi så ekspertisen med det bedste fra begge verdener.

- Og jeg kan love kunderne med Gøma-vogne, at de vil blive serviceret og på ingen måde stillet ringere end før. De fleste ting kan vore servicemedarbejdere fra begge lejre klare uden videre, og det store reservedelslager fortsætter. Især på styringer og elektronik er der forskel, men der træner vi vore servicemedarbejdere i begge systemer. Det første kursus begynder faktisk i næste uge, lyder det fra Jakob Møller.

 

Serviceorganisation i Sverige

Med overtagelsen får Samson Agrolize rådighed over Gømas nuværende service- og forhandlerorganisation i Sverige, der fremover kommer til at hedde Samson Agrolize AB.

Samson Agrolize AB i Sverige har afdelinger i henholdsvej Halmstad og Jönköbing.

Mens SAMSON produkterne i en årrække har været velkendte på flere eksportmarkeder, nåede Gømas GG-vogne gennem et par år at finde vej til det tyske marked.

- Gøma GG-vognen kom på Tysklands positivliste, hvilket betyder, at der kan opnås et tilskud til investeringen i udbringningsudstyr, der kan dokumentere præcis og miljøvenlig tildeling, forklarer Søren Jensen.

 

Eksport af brugte vogne

Efterhånden som flere andre lande stiller krav om nedfældning og mere præcis udbringningsudstyr, åbner der sig også et marked for brugte gyllevogne fra Danmark.

- For eksempel oplever vi, at man i flere lande betragter en brugt gyllevogn fra Danmark som sammenlignelig med en billig ny vogn. Her er det en fordel at både SAMSON og Gøma begge har udviklet gyllevogne og udbringningsudstyr på et forholdsvis avanceret og fremtidssikret niveau, siger Søren Jensen.

 

Viborg, 18.11.2021