Samson Group A/S overtager 100% af aktierne i Gøma A/S

Samson Group

Ambitionen er Nordens største og bedste forhandler af maskiner og redskaber til udendørs håndtering af naturgødning


Fredag 10. september overtog Samson Group A/S 100% af aktierne i Gøma A/S og dermed er Gøma A/S nu et datterselskab på linje med Samson Agro A/S, Samson Agrolize A/S, Samson Agro SASU (Frankrig) og Samson Agro Spzoo (Polen).

Hensigten med købet af aktieposten er naturligvis at konsolidere Gøma A/S og Samson Agrolize A/S til en endnu stærkere forhandlerorganisation end begge kan magte hver for sig. Geografisk er fokus Danmark, Sverige og Norge, for både Samson og Pichon produkterne + udvalgte 3. parts agenturer.

Samson Agro A/S eksisterende forhandlere i Danmark, Sverige og Norge er adviseret om hensigten med overtagelsen af Gøma A/S. Aftalegrundlaget med forhandlerne vil blive respekteret, uagtet der naturligvis forestår en række forhandlinger.

I alle europæiske lande med betydelig animalsk produktion strammes gødningslovene, hvor fokus er bedre udnyttelse af næringsstofferne fra naturgødningen og reduktion af klimagas emissionen. Og når gødningslovene harmoniseres, sker der også en harmonisering af udbringningsteknikker.

Ligeledes er segmentet maskiner til udbringning af naturgødning (gyllevogne, redskaber, bomme og møgspredere) præget af mange mindre og nationalt orienterede producenter. De fleste uden ressourcer til at honorere kravene til langsigtet produktudvikling, baseret på gødningslovenes ændrede rammevilkår.

Det giver ingen langsigtet mening for hverken slutkunder eller Gøma A/S og Samson Agro A/S, som producenter at konkurrere på produktudviklingen. Det giver ikke meget mening at bruge ressourcer på at udvikle hvad naboen allerede har lavet, fremfor at bruge naboens ressourcer på at komme et skridt længere end man ellers selv ville være kommet. Til gavn for slutkunderne, både på hjemmemarkedet og konkurrencekraften overfor nye kunder på de europæiske markeder.

Betjening af kunderne på eftermarkedet (garanti, service, reservedele) med kort kommunikationslinje til specialister hos producenten er højt prioriteret. Det vil et konsolideret Gøma A/S og Samson Agrolize A/S blive endnu bedre til end begge kan magte at udvikle hver for sig.

Efter næsten 40 år brød Gøma A/S og Samson Agro A/S med hinanden i efteråret 2016. To forretningsmodeller som egentlig supplerede og stod rigtigt godt til hinanden.

I bagklogskabens ulidelige klare lys er alting tydeligt !

Viborg 15.09.2021