De bredeste skuldre fylder mindst på de smalle veje

Allan Lund - SAMSON SHB4 36 M

Med en nyanskaffet 36 meter SAMSON SHB4 slangebom kommer Varnæsløkke Maskinstation nemmere rundt på de smalle og bakkede veje på Sundeved. - Og så følger bommen terrænet med den nye bomstyring, lyder det begejstret fra en af maskinstationens gyllepiloter.

Det smukke kuperede landskab mellem Aabenraa og Sønderborg er også blandt det mest landbrugsintensive i Danmark. Kraftige jorde i et voldsomt kuperet terræn ud mod Aabenraa Fjord og Alssund bundet sammen af smalle og snoede veje.

Er det mon i sådant et område, man er de første til at ønske sig stadigt bredere slangebomme og gyllevogne med den største lasteevne? Ja, faktisk!

Maskinstationsejer Allan Lund, Varnæslykke Maskinstation og Kloakservice, vil ikke være den, der dikterer maksimalt 24 meter plejespor blandt sine kunder.

- Jeg kan da godt huske det. Allerede da vi fik den første svimlende brede 12 meter sprøjtebom, tænkte vi, at nu blev det ikke større. Længe troede vi vel, at 24 meter blev den nye standard, men nu er der nogle af mine kunder, der etablerer 36 meter plejespor, også er det bare med at følge med, siger han.

Automatisk bomstyring

Når så overgangen til en SAMSON 36 m slangebom samtidigt gør det nemmere at færdes på de små veje og bommen aldrig hugger i jorden, er det fornøjeligt at følge med udviklingen. 

 Varnæslykke Maskinstation - Bomstyring  

 

- Jeg har kun været i jorden med denne her bom én eneste gang, og det var en eklatant chaufførfejl, som jeg må tage på min kappe, forklarer medarbejder og gyllevognspilot hos Varnæsløkke Maskinstation, Morten Petersen om den automatiske bomstyring fra SAMSON.

 

Her sidder den lille sensor, der automatisk styrer bommens højde over afgrøden, viser gyllepilot Morten Petersen, Varnæsløkke Maskinstation.

 

 

- Hvor jeg tidligere nok kørte lidt rigeligt højt med bommen, stryger denne her sig hen over afgrøden i korrekt højde takket være den automatiske bomstyring. Det beskytter naturligvis også bommen mod at ramme ned i afgrøden eller i jorden, når vi kører i det kuperede terræn, forklarer han.

 

Varnæslykke Maskinstation - Under vandret  

 

I det kuperede terræn hos Varnæsløkke Maskinstations kunder er der en god grund for automatisk bomstyring. Og en stor fordel, at bommen også kan gå under vandret, når der køres med en bredde på 36 meter.

 

Maskinstationsejer Allan Lund, Varnæsløkke Maskinstation, har i alt tre gylleekvipager fra SAMSON. Den nyeste, han købte er brugt. Denne PG II 31 kubikmeter gyllevogn med 36 meter SHB4 bom og automatisk bomstyring fik han til 2020-sæsonen.

 

 

 

Rigeligt med trækkraft

Varnæsløkke Maskinstations SAMSON SHB4 36 meter brede slangebom var en af de første, der kom på markedet.

Maskinstationsejer Allan Lund købte den lidt brugte 36 meter brede SAMSON SHB4 slangebom sammen med en 31 kubikmeter SAMSON PG II gyllevogn hos Samson Agrolize og kan, sammen med en 3 kubikmeter fronttank, bringe 34 kubikmeter gylle med sig i marken hver gang. Eller netop rumme den mængde, en lokal vognmand med sin 34 kubikmeter gylletransporter har med sig i hvert læs.

 

- Vi kører dog ikke med fronttanken her i sommertiden, hvor vi mest kører gylle ud efter græsslæt, fortæller Allan Lund.

- Generelt kører vi her på maskinstationen med store traktorer foran vores 3 SAMSON gyllevogne. Det er nødvendigt med de mange bakker, vi har her.

 

 

Her i sommertiden køres uden fronttank hos Varnæsløkke Maskinstation. I det ellers svinetætte område er der også slætgræsmarker, der lige skal have lidt starthjælp. - Så er det rart, vi kan være mere fleksible med traktorerne, siger maskinstationsejer Allan Lund.

  Varnæslykke Maskinstation - Gylleekvipage 

 

Afhenter selv i Viborg

Varnæsløkke Maskinstation købte både SAMSON PG II 31 gyllevognen og SHB4 slangebommen hos Samson Agrolize som brugte til 2020-sæsonen.

- Vi kom af med en gammel SAMSON vogn i bytte. Egentlig blev jeg en smule overrasket, da jeg opdagede, at den gamle vogn allerede havde kørt 18 sæsoner, siger Allan Lund.

- Selvom vogn og slangebom var brugte, tilbød Samson Agrolize at to mand kom på kursus i Viborg. Vi hentede selv vognen og fik sammen med afhentningen af vogn og bom den nyeste bomstyring tilpasset og monteret i traktoren. Det har betydet, at vi har kørt hele sæsonen helt uden problemer, elektronikken har fungeret fejlfrit, og mine folk er hurtigt blevet fortrolige med det, siger Allan Lund og indrømmer, at han ikke selv er chauffør på gyllegrejet.

- Det har jeg dygtige folk til, lyder det beskedent.

Hurtig sammenklap

SAMSON SHB4 bommen kan bruges i flere plejesporssystemer.

- Vi kan køre i 20, 24, 30 og 36 meters systemer, men jeg tror da, der er et par stykker mere blandt kunderne, der går over til et 36 meters system til næste sæson. Og når det så viser sig, at det for os også er mere behageligt at køre med den store bredde, kan jeg kun bifalde udviklingen mod stadig større arbejdsbredder, siger Allan Lund.

- Den brede bom klappes sammen på under 30 sekunder og fylder tilmed mindre på de smalle landeveje end de tidligere bomme, og det sætter vi jo alle pris på.

Gyllepilot Morten Petersen føjer til, at kombinationen med de fire fordelere på SHB4-bommen yderligere har en fordel.

- Selvom man skulle tro det modsatte med så bred en bom, er det min erfaring, at denne bom ovenikøbet er betydelig bedre til at trykke noget tykt kvæggylle ud. Der har ikke været tilstopninger overhovedet, påpeger han.

 

August, 2020.