Dynamisk og gensidigt samarbejde

Hyldahls Maskinstation i Højslev

Fremtiden er en fælles udfordring. Derfor er der altid tæt kontakt, udveksling af ideer, et ærligt og åbent samarbejde mellem Hyldahls Maskinstation i Højslev og Samson Agrolize.

Frank Hyldahl, indehaver af Hyldahls Maskinstation i Højslev mellem Viborg og Skive, agerer i et husdyrtæt område. Med tre gyllevogne fra SAMSON, to SAMSON PG II 28 HWD og en SAMSON SG vogn med svanehals, udbringer maskinstationen store mængder gylle hvert år.

- Ja, og så flytter vi også en masse gylle med lastvogne. Ikke mindst fordi jeg sammen med fire andre ejer og driver biogasanlægget Vinkel Bioenergi her ved siden af. I den forbindelse har jeg mange transportopgaver med gylle og dybstrøelse.

Op til sæsonen 2021 har Frank Hyldahl, sædvanen tro, igen justeret lidt på sit gylleudstyr. Altid med det for øje, at grej og metoder hele tiden udvikler sig - enten på grund af regler for gyllehåndtering, eller fordi de tekniske muligheder nu byder på en ny fordel for kunderne.

Træder varsomt

- Fra i år kører alle hjul på Hyldahls Maskinstations gyllegrej med VF dæk. Selvom dækkets ydre dimensioner er de samme 800 millimeter, og dermed ikke gør køretøjet bredere under vejkørsel, øger det alligevel trædefladen med 10 centimeter i både bredde- og længderetningen, når vi kan køre med et dæktryk på omkring 1,0 bar. Det betyder ganske meget for jorden og vognens fremkommelighed. Ikke mindst, når vi kører gylle ud lige efter et græsslæt, forklarer Frank Hyldahl.

De to tre-akslede SAMSON PG II HWD er med hjultræk, hvilket øger effektiviteten yderligere i kuperet terræn og er en stor fordel, når der køres med nedfælder.

- Min store Claas Xerion traktor og SG vognen har desuden udskudsaksel, og når jeg kører "dogwalk" med traktoren udvides trædefladen voldsomt i bredden. Det er en særlig stor fordel, når vi nedfælder gylle efter slætgræs på græsmarkerne.

Antallet af overkørsler i det samme spor betyder ganske meget for markskaderne, er Frank Hyldahls erfaring.

Tjekket og trimmet

Her ved gyllesæsonens start er Frank Hyldahls tre SAMSON gyllevogne for længst trimmet og klar til en lang intens sæson.

- Før jul var Samson Agrolize herude for at gøre det hele klar til sæsonen. Vintereftersynene foregår her i det opvarmede værksted på maskinstationen, og det er folkene fra Samson Agrolize, der udfører alt arbejdet med det. De kender udstyret bedre end nogen, og er specialister i at få alle de vigtige ting tjekket, siger Frank Hyldahl.

- I gamle dage var et pumpehus for eksempel ikke en typisk sliddel, men det er det blevet på grund af sandgyllen. Godstykkelsen bliver tjekket, så vi ikke står og skal vente i sæsonen, hvor der er travlt.

Frank Hyldahl henviser hermed til de særlige krav til gylleudstyret, sandgyllen kræver.

- Der er forskel på de typer sand, der anvendes i sengebåsene. Noget af det kan vi simpelthen ikke røre op, men må tage det med en grab i bunden af tanken og løfte det direkte over i en møgspreder. Sammenlagt vil jeg tro, at omkostningerne ved sandgylle er tre til fire kroner mere i sliddele pr. kubikmeter gylle, når det skal håndteres, lyder den ærlige vurdering.

Tror på afgasset gylle

I sit samarbejde med Samson Agrolize om gyllegrejet trænger både de aktuelle og de fremtidige regler for gyllehåndtering og udnyttelsen af næringsstofferne i gylle sig på. Vi prøver at tilpasse gyllen og biogasanlægget til landmændene med såkaldt designergylle. Eksempelvis kan vi tage fiberfraktionen med højt fosforindhold ud af gyllen. Fiberfraktionen kan så fragtes længere væk, mens vi kan tilbyde biogasgyllen med højt kvælstofindhold og lavt fosforindhold til de lokale landmænd.

- Jeg hører naturligvis til dem, der forventer og håber, at afgasset gylle på sigt vil erstatte forsuring. Uanset om det er det ene eller det andet, er det naturligvis altid en udfordring for landmændene, der nærmest ikke har udsigt til at få mere for mælken, uanset hvad der sker. De får jo det samme for mælken som for 20 år siden.

Frank Hyldahl ser dog en åbning i det, der sker i Tyskland, hvor slæbeskærsbomme anerkendes som en nedfældning af gyllen.

- Forsuring af afgasset gylle er nemlig temmelig omkostningsfuldt.

- Jeg vil håbe, at man i den danske lovgivning snart vil anerkende afgasset gylle på lige fod med forsuret gylle. Det håber, jeg også kommer til at ske i Danmark, og så vil jeg da glæde mig til, at danske producenter af gyllegrej får fremstillet en dansk version af en slæbeskærsbom. Med den teknik bringes gyllen ned mellem planterne og vi undgår både at forurene foderet og at en skiveskærsnedfælder skærer planterødderne i stykker, lyder opfordringen i det ærlige og oprigtige samarbejde med Samson Agrolize, Frank Hyldahl praktiserer.

Mange års erfaring

- Vi inspirerer da hinanden, og når Samson Agrolize distriktschef Bjarne Greve har været herude, lærer jeg noget nyt. Det er da også mit indtryk, han ofte får spørgsmål med hjem, han lige skal undersøge.

Frank Hyldahl er stærkt inspireret af at være så tæt i kontakt med Samson Agrolize, der er dansk eneforhandler og leverandør af SAMSON gylleudstyr.

 

Frank Hyldahl - Dynamisk.JPG   - Jeg kørte første gang med en SAMSON slamsuger i 1988. En én-akslet 12.000 liter vogn med en seks meter rotornedfælder. Der er sket meget siden, og vi har da alle måttet betale nogle lærepenge. Men jeg kan godt lide at være med helt fremme og gribe nogle af de første bolde, når tingene udvikler sig, siger den engagerede maskinstationsmand.

 

Februar, 2021.